”Venstrefløjen kan som ølkonsumenter bære 15 værtshuse, venstrefløjen er større end dens organisatoriske udtryk.” hed det i et oplæg i Fagkritisk Frontblad nr. 9, i foråret 1976 før huset var købt.
Det var et bud på, hvordan man kunne skabe en indtægt til at drive huset, når det var ombygget og fyldt med aktiviteter på alle etager.
Fronthusets værtshus og spisehus blev på mange måde husets centrum – økonomisk, politisk og socialt. Det skulle være omsætningen i Værtshuset, der finansierede driften af huset. Men for mange, der havde deres gang i Fronthuset, var det allervigtigste, at Værtshuset skulle være et mødested, hvor vi sammen udviklede nye omgangsformer og formidlede det fagkritiske arbejde, vi fik lavet på studierne.
Driften af Værtshuset var baseret på en afgørende ting – ugegruppeorganisering. Det betød, at der var et tilbud til og en forventning om, at alle eksisterende fagkritiske grupper og for øvrigt også husets øvrige brugergrupper kom og passede Værtshuset, samtidig med at de på forskellig vis formidlede det fagkritiske arbejde, de var involveret i.
Det var derfor ret udfordrende at have en værtshusuge. Dels skulle der være bemanding af baren, køkkenet (med hjælp fra lønnede økonomaer), og så skulle man helst fantasifuldt og kreativt i bedste agit-propstil formidle sit fagkritiske arbejde, så studiekammerater fra andre fagområder og andre gæster på en underholdende og kritisk måde fik meget mere til hovedet end mad og øl.
Det var Værtshusets madpolitik, at folk, der kom i huset, skulle kunne få noget fornuftigt at spise til fornuftige priser. Så selvom de biodynamiske grøntsager var dyre, satsede køkkenet på både vegetar-, fiske- og kødmad (med så lidt svinekød som muligt!).