Fronthuset historie er på mange måder enestående. Det er historien om, hvordan lidt over 300 studenter fra Fagkritisk Front, der var del af studenterbevægelsen ved Aarhus Universitet, købte en fabrik i Aarhus Midtby og gjorde den til et kulturhus. Det gjorde de helt uden offentlige tilskud ud fra devisen om at stole på egne kræfter. Fagkritisk Front var en central del af den venstreorienteret studenterbevægelse, men adskilte sig fra store dele af den øvrige venstrefløj ved ikke at være tilknyttet et politisk parti eller andre venstrefløjsorganiseringer. Materialerne på denne hjemmeside fortæller og dokumenterer historien om, hvordan huset udviklede sig fra at være et studenterhus til at være et arnested for udviklingen af nye kulturaktiviteter og organisationsformer.